Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Ny undersøgelse skal give input til kommende reformprojekter

[24.11.2016]

Fælles it-standarder og dataunderstøttet læring er blandt it-initiativerne i gymnasiereformen.

Gymnasiereformen, der træder i kraft næste sommer, indeholder en række initiativer for it i gymnasie-undervisningen. Styrelsen for It og Læring (STIL) er ansvarlig for fire af it-indsatserne (se boks nedenfor), og for at kunne give gymnasierne så nyttige it-løsninger som muligt undersøger STIL, hvordan gymnasierne bruger it lige nu.

Det sker med en spørgeskemaundersøgelse, der i disse dage sendes ud til rektorerne på alle landets gymnasier. Undersøgelsen foretages af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).

Undersøgelsen er en kortlægning af gymnasiernes nuværende brug af it, data og digitale læringsressourcer. Den skal bruges som afsæt for at implementere de fire indsatser på gymnasierne og til at følge, hvordan implementeringen skrider frem på de enkelte skoler.

Undersøgelsen afsluttes i december.

Fakta

De fire initiativer i digitaliseringsindsatsen:

1. Erfaringsopsamling fra skoler der i dag anvender it innovativt og succesfuldt.

2. Afdækning af muligheder og barrierer for bedre udnyttelse af eksisterende data til at fremme dataunderstøttet læring, vejledning og feedback.

3. Etablering af fælles it-standarder, der skal skabe bedre rammer for digitaliseringen og brugen af digitale platforme, læremidler og systemer, blandt andet ved at muliggøre udveksling af data.

4. Igangsættelse af forskningsinitiativ, der skal afdække, hvordan anvendelse af it og digitale læringsressourcer i gymnasiet understøtter faglighed, kundskaber og almendannelse.

Kontakt