Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Viskvalitet.dk

Hjemmesiden er et redskab, hvor kursister på arbejdsmarkedsuddannelserne kan vurdere deres egen deltagelse på kurser, ligesom skolerne kan måle effekten af kurserne i dialog med kursisterne.

Viskvalitet.dk er et fælles redskab til evaluering og effektmåling af arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU). Viskvalitet.dk kaldes også ”De fælles redskaber”.

Siden består af to dele: dels en evalueringsdel, hvor kursisterne selv kan vurdere deres indsats på uddannelserne, og dels en effektmålingsdel, hvor kursisternes tilegnelse af viden kan måles.

I Viskvalitet.dk´s evalueringer vurderer kursisterne på hver arbejdsmarkedsuddannelse deres kursus.

Evalueringen foregår ved hjælp af spørgeskemaer, hvor en del af spørgsmålene er fælles for alle kursister. De fælles spørgsmål belyser tre dimensioner af kvaliteten: kursusudbytte, lærerens præstation samt undervisningens form og indhold.

Der er 14 fælles spørgsmål, heraf to om kursistens baggrund, foruden tre felter til uddybende svar på de fælles spørgsmål.

Supplerende spørgsmål til kursister

Skolerne og områdets efteruddannelsesudvalg, der er ansvarlige for arbejdsmarkedsuddannelsernes indhold, har mulighed for at stille spørgsmål til kursisterne, der går ud over de fælles spørgsmål i spørgeskemaerne. Det sker for at kunne hente supplerende information, der er relevant for den rolle, de har i arbejdet med arbejdsmarkedsuddannelserne.

Det er obligatorisk for udbydere af arbejdsmarkedsuddannelser at bruge evalueringsdelen for at sikre og udvikle kvaliteten af kursisternes indsats på uddannelserne. Udbydernes brug af effekt-målingsdelen er derimod frivillig.

De overordnede resultater af evalueringerne kan ses af alle, mens daglige brugere har adgang til alle detaljer. Det giver større gennemsigtighed og åbenhed omkring uddannelserne og bidrager til en konstruktiv dialog om uddannelserne - og dermed kvaliteten af dem.

Effektmålingerne er indtil videre kun tilgængelige for enkelte institutioner og efteruddannelses-udvalg.

Effektmåling giver mulighed for at måle kursisternes indlæring gennem hele forløbet, første gang ved kursets start. Anden måling laves ved kursets afslutning, hvor kursets bidrag til kursistens øgede viden kan måles. Ca. tre måneder efter kursets afslutning laves en frivillig tredje måling af, hvorvidt kursisten stadig kan huske det, der blev lært på kurset.

Styring og udvikling

Bag Viskvalitet.dk står Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring og VEU-Rådet (Rådet for Voksen- og Efteruddannelse).

Viskvalitet.dk udvikles løbende i et samarbejde mellem Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og Styrelsen for It og Læring. De overordnede beslutninger træffes dog gennem VEU-Rådet.

Ansvaret for det indholds- og rammemæssige ligger hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, mens Styrelsen for It og Læring har det tekniske ansvar.

Kontakt

  • Jørgen Lihn
    Specialkonsulent
    Styrelsen for It og Læring
    jol@stil.dk
    Tlf. 3587 8375

  • Anders Raun
    Specialkonsulent
    Styrelsen for It og Læring
    ara@stil.dk
    Tlf. 3587 8545