Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

EfterUddannelse.dk

EfterUddannelse.dk er portalen for tilmelding og ansøgning til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse. Portalen er under videreudvikling, og første version af den forbedrede EfterUddannelse.dk ventes i drift i april 2017.

EfterUddannelse.dk er en landsdækkende portal for tilmelding og ansøgning til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

På EfterUddannelse.dk kan virksomheder og medarbejdere finde kurser, foretage kursustilmeldinger, ansøge om VEU-godtgørelse og få overblik over virksomhedens/medarbejderens kursusaktiviteter og ansøgninger om VEU-godtgørelse.

EfterUddannelse.dk bruges også af de uddannelsessteder/skoler, som udbyder kurserne, samt af a-kasser, som administrerer og udbetaler VEU-godtgørelse til deres medlemmer.

EfterUddannelse.dk er obligatorisk at bruge for virksomheder og selvstændige.

EfterUddannelse.dk består af en åben del, som man kan tilgå uden login samt en lukket del, der kræver brug af NemID.

Styring og udvikling

Styring af den eksisterende portal varetages af Styrelsen for It og Læring.

EfterUddannelse.dk har desuden en referencegruppe med repræsentanter fra arbejdsgiverforeninger (Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Erhverv, Dansk Byggeri), skolelederforeninger (Danske Erhvervsskoler, Danske SOSU-skoler, AMU Forstanderforeningen), a-kasser (A-kassernes Samvirke, 3F, FOA) og Undervisningsministeriet.

Referencegruppen mødes to-fire gange årligt, og er også følgegruppe for projekt Bedre EfterUddannelse.dk.

Projekt Bedre EfterUddannelse.dk

Sideløbende med almindelig drift og vedligehold på produktet, kører der et projekt Bedre EfterUddannelse.dk.

Projektet er igangsat for at øge brugervenligheden og gøre det nemmere at melde medarbejdere til et kursus samt at søge VEU-godtgørelse.

Projekt Bedre EfterUddannelse.dk er opdelt i en analysefase, en anskaffelsesfase og en gennemførelsesfase.

Leverancen forventes sat i drift i april 2017, og indeholder en række forbedringer til især mindre virksomheder og selvstændige, som kun bruger portalen en gang imellem. Der kommer blandt andet Mit overblik, som er en simpel udgave af virksomhedens side, hvor den kursusansvarlige kan få et hurtigt overblik over virksomhedens kursustilmeldinger og ansøgninger om godtgørelse.

Projekt Bedre EfterUddannelse.dk tager afsæt i en brugeranalyse, som blev gennemført i 2014. Analysen viste, at især selvstændige og mindre virksomheder havde svært ved at finde rundt i portalen. Det fik dem ofte til at opgive at søge VEU-godtgørelse, når en medarbejder var på kursus.

For at sikre, at de planlagte ændringer fungerer i praksis, er der løbende indlagt brugertest for virksomhedsbrugere på prototyper.

Projektstyring

Styregruppen for Projekt Bedre Efteruddannelse.dk består af repræsentanter fra hele Undervisningsministeriet.

Der er desuden nedsat en brugergruppe bestående af superbrugere fra skoler, a-kasser og virksomheder til at følge projekt Bedre EfterUddannelse.dk. Brugergruppen mødes efter behov.

Fælles styring af alle efteruddannelsesprodukter

Der er etableret en styregruppe for alle styrelsens produkter inden for efteruddannelsesområdet (efteruddannelse.dk, Viskvalitet.dk og Tilsynsdatabasen). Styregruppen består af repræsentanter fra hele Undervisningsministeriet.

Kontakt

  • Anders Raun
    Specialkonsulent
    Styrelsen for It og Læring
    ara@stil.dk
    Tlf. 3587 8545

  • Marianne Guerry Larsen
    Chefkonsulent
    Styrelsen for It og Læring
    mgl@stil.dk
    Tlf. 3587 8382