Styrelsen for It og Læring har 300 medarbejdere med baggrunde inden for it, undervisning, pædagogik, jura, økonomi – både specialister og generalister.

Vi sidder dels i København, og dels i Aarhus. Chefer og medarbejdere sidder sammen i åbne, lyse kontorer, ligesom også direktionen sidder i fællesrum.

Styrelsen ligger centralt i Vester Voldgade 123 - med udsigt til Rådhuset og havnen fra tagterrassen, hvor det er muligt at indtage frokosten.

Styrelsens vision er at være bedst i staten til at skabe værdi gennem it, digitalisering og bedre brug af data. Vi sætter retning for it-anvendelse og understøtter digitaliseringen af politiske initiativer og reformer. For at leve op til dette, prioriterer og anerkender vi vores medarbejderes bidrag og betydning – gennem rekruttering og udvikling af medarbejderne.

Kantinen serverer sund og varieret mad, der er gratis frisk frugt, gode kaffemaskiner og massageordning. Vi deler et antal parkeringspladser med resten af centraladministrationen efter først til mølle-princip, når du har betalt en årsafgift.

I ministeriet er der en personaleforening og en kunstforening, og som noget særligt har vi i STIL en vinklub.

Sidst opdateret: 3. april 2017