Hop til indhold

Efteruddannelse.dk har fået nyt design. På de nye sider og den ny forside, får brugeren hurtigt et indblik i, at efteruddannelse.dk kan bruges til at finde relevante kurser, finde egne eller virksomhedens tilmeldinger og ansøge om VEU-godtgørelse.

Ændringerne skyldes, at en brugerundersøgelse viste, at det tit var svært for de mindre virksomheder at bruge Efteruddannelse.dk. Derfor har fokus i denne version været at lancere en portal, der er mere intuitiv, så især den mindre virksomhed og uerfarne brugere oplever, at portalen er nemmere at bruge.

Samtidig bevares den nuværende adgangsvej, der er praktisk for store virksomheder, der tilmelder mange kursister og bruger portalen tit, og som derfor har brug for andre faciliteter som tilmelding af flere kursister på én gang.

Nyt design, ny forside og ny funktionalitet

På den nye portal er præsentationen af søgeresultatet forbedret med en ny side, der viser søgeresultatet og samtidigt giver mulighed for at indsnævre søgningen yderligere. Og så får de mindre virksomheder og selvstændige en forenklet side, der viser virksomhedens tilmeldinger og ansøgninger på én side. Her kan virksomheden slette kursustilmeldinger, oprette og se status på ansøgninger samt se, hvor meget godtgørelse, der maksimalt kan fås for de enkelte kurser.

Mange mindre virksomheder glemmer at søge om godtgørelse, derfor er der nu udviklet mulighed for at få ansøgningsfristen automatisk overført til kalenderen, så den kan signeres og sendes inden fristen udløber.

I det ny design er der fra alle sider blandt andet link til vejledning, FAQ og regler om godtgørelse. Det sikrer, at man uanset hvor man er, altid kan få relevant hjælp og vejledning. Samtidigt er kontakt til support og driftsinformation også nemt tilgængelig.