Hop til indhold

Flere unge skal kende til Ny mesterlære-ordningen, hvor den første del af en erhvervsuddannelse for det meste foregår som praktisk oplæring ude i en virksomhed. Det er formålet med en ny kampagne fra Undervisningsministeriet og Håndværksrådet, hvor en række elever og deres mestre fortæller om deres erfaringer med ordningen.

Ny mesterlære kan bruges som indgang til 92 af 105 erhvervsuddannelser. Eleverne bruger i videst muligt omfang det første år hos en mester i stedet for at tage det traditionelle grundforløb på en skole.  Det betyder, at eleverne skal have en skriftlig uddannelsesaftale med en virksomhed for at starte på ordningen, og at de får løn under hele uddannelsen.

Derfor passer ordningen godt til elever, som gerne vil hurtigt ud på en arbejdsplads, den lidt ældre elev, der er vant til en lønindkomst, og som kan have svært ved at klare sig på SU, eller elever, der bor langt fra en uddannelsesinstitution.

I kampagnen fortæller de unge om, hvorfor de har valgt Ny mesterlære-ordningen, hvad de får ud af en praktisk uddannelse og om deres fremtidsdrømme.

Kampagnen skal gøre elever og arbejdsgivere opmærksomme på mulighederne i Ny mesterlære-ordningen.

Kampagnematerialet bliver sendt til UU-vejledere, erhvervsskoler, faglige udvalg og lokale uddannelsesudvalg samt jobcentre.