eVejledning er et tilbud om anonym digital uddannelses- og karrierevejledning. Alle, der har brug for information, inspiration og vejledning om ungdomsuddannelse, videregående uddannelse eller efteruddannelse, kan benytte sig af eVejlednings tilbud.

Vejledning og vejledningsmedier

eVejledning vejleder på digitale medier og man kan således få individuel vejledning på chat, mail og telefon, og man kan deltage i for eksempel livechats og liveoplæg. Endelig findes eVejledning på de sociale medier Facebook for vejledningssøgende og Twitter for samarbejdspartnere.

eVejledning har stor tilgængelighed med lange åbningstider, så man kan få vejledning både dag, aften og weekend. Som bruger af eVejledning vælger man selv den form og det medie, der passer én bedst.

Hele uddannelsessystemet og overgange mellem uddannelser

eVejledning har en unik viden om hele uddannelsessystemet og karrierevalg. I eVejledning kan man få hjælp til både de langsigtede planer og de små spørgsmål. eVejledning tilbyder derfor:

  • hjælp til at undersøge interesser, styrker og muligheder
  • støtte i at forstå oplysninger på ug.dk ud fra brugerens situation
  • forslag til et værktøj eller en artikel på ug.dk, som brugeren skal se nærmere på for at komme videre
  • hjælp til at undersøge væsentlige forskelle på uddannelser
  • hjælp til at prioritere og vælge mellem uddannelser
  • henvisning til yderligere relevant information.

Styring og udvikling

eVejledning udvikles løbende ud fra brugerundersøgelser og vidensopsamling fra vejledningen. Derudover udvikles eVejledning også i relation til nyeste vejledningsteorier. Brugerundersøgelserne gennemføres kontinuerligt, hvor brugerne kan tilkendegive tilfredshed med vejledningen. Dertil kommer løbende dialog med samarbejdspartnere og øvrige interessenter. eVejledning planlægger og afvikler desuden en gang om året en konference, hvor den digitale vejledning og vejledningsfaglighed generelt er i fokus. 

 

Sidst opdateret: 11. marts 2019