Hop til indhold

Cybermissionen 2023 er et gratis undervisningstilbud, hvor eleverne på en innovativ måde lærer at blive bedre til at passe på sig selv, deres data på nettet og deres digitale enheder. Derudover er det også en national konkurrence, hvor elever kan dyste om, hvem, der har løst deres cybermission bedst.  

Siden undervisningstilbuddet blev lanceret i 2020, har omkring 30.000 elever været tilmeldt Cybermissionen.

Missionerne, som eleverne kan vælge imellem, er til grundskolen udarbejdet af Professionshøjskolen Absalon. Til ungdomsuddannelserne, er materialerne lavet af samarbejdspartnerne bag Cyberskills og Videnscenteret Viden om data. 

Cybermissionen for 4-10. klasse

Elever fra 4.-10. klasse kan vælge mellem missionerne: 

  • Spot en fupbutik på nettet
  • Spil i spil
  • Ansigtsløs kommunikation
  • CTRL your cookies
  • Pas på dine passwords.
Cybermissionen for ungdomsuddannelser

Elever på ungdomsuddannelserne (gymnasiale uddannelser, EUD eller FGU) kan vælge mellem fem missioner:

  • Udforsk dilemmaerne ved brug af kunstig intelligens i en digital handelsvirksomhed
  • Cyber awareness
  • Find størrelsen på dine digitale fodspor
  • Had online og desinformation
  • Del og hersk! Styr dine data!
Konkurrence om at blive Årets Cyberhelte

Blandt de seneste års vindere er elever fra N. Zahles Gymnasieskole i København, Århus Statsgymnasium, Syddansk Erhvervsskole og Skt. Josefs Skole i Roskilde.

Det er frivilligt, om man ønsker at deltage i den nationale konkurrence.

Tilmelding og mere information

Cybermissionen 2023 lanceres den 1. oktober i anledningen af den nationale cybersikkerhedsmåned og kører indtil den 8. december 2023. Det er Styrelsen for It og Læring, som står bag Cybermissionen. Politiet er medafsender på materialerne til grundskolen.

Tilmelding og mere information for grundskoler Landsdækkende konkurrence om cybersikkerhed | emu danmarks læringsportal (emu.dk)

Tilmelding og mere information for ungdomsuddannelser Cybermissionen | Lær om digital sikkerhed (cyberskills.dk)