Line Nikolajsen 

Lines arbejdsopgaver handler både om omsætning af politiske initiativer og reformer til konkrete måltal, det vil sige tal, der gør det muligt at følge skolernes udvikling og resultater, og om indsamling af data samt det efterfølgende analyse- og formidlingsarbejde.

”I Center for Data og Analyse har vi mange forskellige typer af opgaver. Vi udarbejder statistik, men det er vigtigt, at vi er i dialog med skolerne og resten af sektoren om vores arbejde, fordi det i sidste ende er dem, som kan have god gavn af tallene”.

De statistiske data om uddannelsesområdet bliver udstillet i det såkaldte Datavarehus, som kan findes ved at gå ind på uddannelsesstatistik.dk. I Center for Data og Analyse arbejder 30 medarbejdere hver dag med databearbejdning og alle de opgaver, der knytter sig til det, blandt andet kommunikation af tallene, når de er tilgængelige i Datavarehuset. Netop bredden i opgaverne er noget af det, Line sætter stor pris på, fordi det giver gode udfordringer.

”Man får virkelig lov til at udfordre mange sider af sin faglighed. Jeg har lært rigtig meget ved at sparre med mine kolleger.”

Samlet set er Line glad for at arbejde i STIL, som hun opfatter som en arbejdsplads med en god og hyggelig stemning med plads til forskellighed.

”STIL er præget af en rigtig god kultur, hvor der er plads til, at folk kan være forskellige. Og så er der en stor grad af frihed under ansvar – noget, jeg virkelig synes, er en god ting.”

Sidst opdateret: 4. april 2018