Hop til indhold

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har i samarbejde med otte gymnasier gennemført en erfaringsopsamling med eksempler på muligheder og barrierer i forhold til, hvordan lærere og ledere i gymnasiet kan gribe arbejdet med it og digitale læremidler an. Opsamlingen viser, at flere skoler har succes med at arbejde med elevernes selvkontrol, når det gælder elevernes brug af sociale medier i undervisningen. 

Flere af de interviewede elever fremhæver netop, at selvkontrol i deres brug af sociale medier er en væsentlig digital dannelseskompetence at opnå i gymnasiet. Eftersom eleverne konstant er omgivet af it, der kan anvendes til andet end læring, oplever de et behov for at blive i stand til at regulere deres brug af sociale medier. I erfaringsopsamlingen udtrykker eleverne, at de er klar over, at det har en betydning for deres læring i gymnasiet og senere i livet. Derfor fylder det meget hos dem, hvordan de kan blive bedre til selvkontrol.

På enkelte skoler har de knækket koden. Her har ledelsen en holdning til, hvordan lærerne skal tackle udfordringen med, at eleverne lader sig forstyrre af sociale medier i undervisningen. Der er imidlertid forskel på, hvordan skolerne tackler udfordringen. Erfaringsopsamlingen viser her, at det på mange skoler forsat er op til den enkelte lærer eller lærerteamet at beslutte, hvordan de håndterer udfordringen med eksempelvis sociale medier.

Udover øget succes i arbejdet med elevernes selvkontrol viser erfaringsopsamlingen at:

  • Fravalg og tilvalg af it og digitale læremidler tager afsæt i de didaktiske formål, og det er legitimt at sige ”nej” til at bruge it.
  • En digital læringsplatform kan være med til at skabe overblik og en rød tråd i det enkelte fag og mellem fag
  • Digitale læringsplatforme og digitale læremidler kan på flere måder understøtte lærernes arbejde med feedback og være med til at bygge bro mellem undervisningen og elevernes læring
  • Lærerne bør være opmærksomme på, at det digitale læringsrum er ét læringsrum blandt mange
  • Udbredt brug af it i undervisningen nødvendiggør et fokus på digitale læseteknikker
  • Skolens it-strategi bør have fokus på de digitale kompetencer, som elever og lærere skal have.

Erfaringsopsamlingen kommer til at indgå i kursusrækken ”Skoleudvikling i Praksis” (SIP), hvor der i efteråret blandt andet bliver sat fokus på styrket digitalisering i undervisningen.