Hop til indhold

Som led i regeringens Strategi for Danmarks Digitale Vækst skal der etableres et Center for it i undervisningen på erhvervsuddannelserne. Syv erhvervsskoler har søgt om at blive vært for det nye center, og undervisningsministeren har nu udpeget Tietgenskolen til at varetage opgaven. Med placeringen af centret på en erhvervsskole forankres centret helt tæt på erhvervsskolernes praksis.

”Brug af it er en naturlig del af stort set alle erhvervsuddannelser og af de praktikvirksomheder og det arbejdsmarked, eleverne kommer ud til. Derfor skal vi sikre, at erhvervsskolerne har den nyeste viden om at bruge it i undervisningen på en hensigtsmæssig måde. Det skal det nye center hjælpe med, så alle erhvervsskoler bliver klædt godt på. Derfor er jeg glad for, at Tietgenskolen nu kan gå i gang med opgaven, og jeg glæder mig til at følge arbejdet,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Det nye center placeres på Tietgenskolen, men centrets opgaver dækker alle erhvervsuddannelsesområder og skal samarbejde bredt og være til gavn og inspiration for alle interesserede erhvervsskoler. Med det nye center indgår Tietgenskolen i et samarbejde med universitetsforskningsmiljøer på Syddansk Universitet og Københavns Universitet, som bidrager med forskningsmæssig forankring og opbygning af ny viden.

Fakta

  • Center for anvendelse af it i undervisningen er et af regeringens initiativer i Strategi for Danmarks Digitale Vækst, som regeringen indgik aftale om 26. februar 2018 med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre.
  • Der er afsat i alt 18 millioner kroner i regeringens vækststrategi til initiativet over perioden 2018-2021.
  • Centret placeres på en erhvervsskole i samarbejde med universitetsforskningsmiljøer, der beskæftiger sig med didaktik og digital læring for elever, så centrets arbejde også får en forskningsmæssig forankring.
  • Undervisningsministeren har udpeget Tietgenskolen som vært for centret. Undervisningsministeriet har bedt interesserede erhvervsskoler om at søge om at blive udpeget som vært for det nye center. Tietgenskolen er udpeget på baggrund af en samlet vurdering af ansøgningerne, ud fra på forhånd udmeldte vurderingskriterier.
  • Centret forventes at igangsætte sit arbejde i slutningen af året.