19 projekter kan se frem til at få støtte fra udviklingspuljen til digitale læremidler. Puljen er oprettet for at sætte yderligere skub i markedet for innovative digitale læremidler ved at yde støtte til virksomheder, der producerer digitale læremidler.
I alt har regeringen og KL afsat 40 millioner kroner til udviklingspuljen for digitale læremidler som led i indsatsen for at øge anvendelsen af it i folkeskolen. Puljen kan søges i ansøgningsrunder i løbet af 2015 og 2016, og i forbindelse med første ansøgningsrunde uddeles nu 8 millioner kroner til 19 projekter.
Der har været stor interesse for udviklingspuljen i forbindelse med første ansøgningsrunde, og der er modtaget 85 ansøgninger indenfor ansøgningsfristen. Ansøgerne har enten søgt om støtte til idéudvikling eller markedsudvikling af nye digitale læremidler.
De 19 projekter, der nu får tildelt støtte, er udvalgt af et rådgivende udvalg, der er sammensat af personer med baggrund i erhvervslivet, undervisningssektoren og forskningssektoren.
”Vi ved, at digitale læremidler er med til at fremme elevernes læring, fordi de gør det nemmere at inddrage elevernes omverden. Samtidig motiverer det eleverne at bruge de redskaber, de selv bruger i fritiden. Derfor har vi behov for at udvikle flere læremidler, der udnytter de digitale muligheder. Vi skal finde løsninger, der fungerer i praksis og understøtter elevernes læring, og derfor har vi lagt vægt på, at projekterne tager udgangspunkt i kreative samarbejder med elever og skoler,” siger undervisningsminister Christine Antorini.
Udviklingspuljen støtter blandt andet følgende projekter:Det forventes, at næste ansøgningsrunde til udviklingspuljen finder sted i efteråret 2015.
Regeringen har afsat 500 mio. kr. i perioden 2012 til 2017 til øget anvendelse af it i folkeskolen. Indsatsen skal bl.a. sikre, at it og digitale læremidler i højere grad skal integreres i den daglige undervisning.
Udviklingspuljen supplerer de øvrige indsatser for it i folkeskolen, fx medfinansiering af kommunernes indkøb af digitale læremidler, der har bidraget til en markant udvikling af markedet for digitale læremidler over de seneste år.