Socioøkonomiske referencer for de gymnasiale eksamens­resultater opdateret

Undervisningsministeriet offentliggør for tredje gang tal, der viser eksamenskaraktererne på de gymnasiale institutioner set i forhold til elevernes socioøkonomiske baggrund. Den såkaldte socioøkonomiske reference. Tallene fra 2012-2014 offentliggøres i dag.

Med de socioøkonomiske referencer stiller ministeriet et analyseredskab til rådighed for de gymnasiale institutioner, så de har et mere nuanceret grundlag at vurdere eksamensresultaterne på set i forhold til elevernes faglige og sociale baggrund. Karaktererne bliver vurderet i forhold til elevernes faglige niveau fra grundskolen samt i forhold til betydningen af eksempelvis forældrenes indkomst og uddannelse.

Skolerne kan bruge tallene i deres arbejde med at forbedre elevernes resultater, fordi de eksempelvis kan få viden om hvilke fag, deres skole har bedre eller dårligere resultater i sammenlignet med det, man kunne forvente i forhold til skolens elevgrundlag. Dermed kan den enkelte skole lettere sætte ind med indsatser på de rette steder.

De socioøkonomiske referencer er blot én ud af flere mulige indikatorer, der siger noget om skolernes evne til at løfte deres elever fagligt. De kan derfor ikke bruges til at tegne et entydigt billede af kvaliteten på skolerne, ligesom skolernes indsatser også skal ses i forhold til andre lokale rammebetingelser, som der ikke tages højde for i modellen.

Det er derfor ikke muligt automatisk at udlede, hvilke gymnasiale skoler, der er gode, og hvilke der er dårlige på baggrund af de nye data. Tallene kan heller ikke bruges til direkte at sammenligne uddannelsesretningerne (hf, hhx, htx og stx) med hinanden.

Fakta om de socioøkonomiske baggrundsvariable

Beregningen af de socioøkonomiske referencer er baseret på oplysninger på individniveau. Karakterdataene er baseret på indberetninger til Styrelsen for It og Læring, mens alle oplysningerne vedrørende elevens baggrundsforhold er hentet fra registre hos Danmarks Statistik.

Baggrundsoplysningerne er:
  • Elevens afgangskarakterer fra 9. klasse (gennemsnit af de bundne prøvefag)
  • Elevens køn, alder, herkomst
  • Forældrenes højeste fuldførte uddannelse og bruttoindkomst
  • Faderens og moderens arbejdsmarkedsstatus
  • Familiestatus
  • Elevens adgangsvej inden start på uddannelsen

Læs rapporten

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)