Første offentliggørelse af klare mål i ministeriets datavarehus på erhvervsuddannelsesområdet

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings datavarehus udvides nu med data om erhvervsuddannelserne. 9. og 10. klasses elevers ansøgninger til erhvervsuddannelserne er det første dataområde, som fra starten af oktober 2015 er tilgængeligt.

Formål med at udvide datavarehuset er blandt andet at sikre opfølgning på erhvervsuddannelsesreformen. Med reformen blev der fastsat fire overordnede klare mål. De skal være med til at sikre et veldefineret opfølgningsgrundlag, så både regeringen og de enkelte erhvervsskoler bliver målt på de samme indikatorer. Det fremgik desuden af aftaleteksten, at tal for de fire mål skulle gøres tilgængelige via ministeriets datavarehus. Offentliggørelse af tal for ansøgninger til erhvervsuddannelserne dækker det første af de klare mål: ”Flere elever skal vælge en erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse”. I datavarehuset er det muligt at se tal på både landsplan og for de enkelte institutioner.

Tal for beskæftigelsesfrekvenser for nyuddannede fra erhvervsuddannelserne, som dækker dele af reformens mål 3, offentliggøres i slutningen af oktober 2015. Herefter vil Datavarehuset løbende blive opdateret med statistik om de øvrige mål, f.eks. tal om elevernes frafald (mål 2) og elevernes trivsel (mål 4), ligesom data, som tidligere blev offentliggjort i Databanken og på ADMSYS løbende vil blive flyttet til datavarehusets platform.

Der er offentlig adgang til alle data i datavarehuset, som kan findes på dette link, hvor der også findes vejledninger i anvendelsen: www.uddannelsesstatistik.dk

Kontakt