Den årlige konference om digital vejledning fokuserede på, hvilke digitale medier, man skal bruge for at få de unge i tale.
De digitalt indfødte har altid mobilen på sig, så det kan mærkes, når den vibrerer og verden banker på. Det handler om være på og tilgængelig hele tiden - og alle steder. Det er hurtige opdateringer, kommentarer og likes, der tæller. Nærvær skabes af frekvens – ikke af lange samtaler en gang imellem.
Sådan beskrev ekstern lektor Søren Schultz Hansen de unge, der er målgruppen for eVejlednings arbejde. Det skete på den årlige konference for eVejledning, der havde som hovedtema at få svar på, hvilke digitale medier uddannelsesvejledningen skal bruge for at få vejledningssøgende i tale.
Konferencen fandt sted den 8. september, og den havde samlet 110 deltagere. Formålet med konferencen er hvert år, at Styrelsen for It og Læring samler vejledere fra hele landet, så der kan skabes netværk og gode faglige diskussioner om relevante temaer til gavn for den samlede vejledningsindsats.
Efter Søren Schultz Hansens oplæg gik deltagerne i workshops for at komme mere i dybden med forskellige aspekter af det digitale vejledningsarbejde: Den digitale vejledningsværktøjskasse, det nye ”Min Profil” på erhvervsuddannelse.dk, brugervenlighed, vejledningsforløb på sms og nudging.