93 procent af en ungdomsårgang forventes at få mindst en ungdomsuddannelse

Profilmodel 2014, der giver et billede af hvor mange, der får en ungdomsuddannelse viser, at langt de fleste unge kommer gennem uddannelsessystemet.

Mere end ni ud af ti fra en årgang forventes at opnå mindst en ungdomsuddannelse. Det fremgår af Profilmodel 2014, som fremskriver ungdomsårgangenes forventede uddannelsesniveau. Dette ligger nogenlunde på samme høje niveau som i 2011-2013.

Der er dog fortsat forskel på drenge og piger. Profilmodellen viser, at 95 procent af pigerne forventes at opnå mindst en ungdomsuddannelse, mens andelen for drenge ligger på 91 procent. Forskellen mellem drenge og piger er dermed faldet fra otte procentpoint i 2008 til fem procentpoint i 2010. De seneste fire år har forskellen ligget omkring fire procentpoint.

”Det er positivt, at så mange af vores unge får en uddannelse. Den mere varierede og praksisorienterede undervisning, som folkeskolereformen lægger op til, tiltaler nogen af de drenge, som tidligere blev tabt, så vi med årene vil se, at flere drenge bliver motiverede til at tage en uddannelse,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Drenge af udenlandsk herkomst ligger dog stadig markant bag både elever af dansk herkomst og piger af udenlandsk herkomst, når det kommer til at fuldføre mindst en ungdomsuddannelse. Kun 81 procent af drenge af udenlandsk herkomst forventes at fuldføre mindst en ungdomsuddannelse, mod 92 procent af pigerne af udenlandsk herkomst, som ligger på samme niveau som drenge af dansk herkomst.

Størstedelen af både pigerne og drengene opnår en gymnasial uddannelse. 61 procent af drengene og 75 procent af pigerne forventes således at opnå en gymnasial uddannelse. Andelen af ungdomsårgang 2014, der forventes at opnå en erhvervsuddannelse, er 32 procent. Her er det 36 procent af drengene og 27 procent af pigerne, der forventes at opnå en erhvervsfaglig uddannelse.

Læs mere

Kontakt

  • Pressetelefon (kun for journalister)

    Titel: Børne- og Undervisningsministeriet

    Telefon: +45 22 40 09 30

    (Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)