I dag offentliggøres "Bekendtgørelse om krav til studieadministrative it-systemer for de gymnasiale uddannelser og almene voksenuddannelser" i Lovtidende.
”Bekendtgørelse om krav til studieadministrative it-systemer for de gymnasiale uddannelser og almene voksenuddannelser” fastsætter de krav og standarder, som Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling stiller til skolernes studieadministrative it-systemer. Fremover skal der være dokumentation for, at de systemer som uddannelsesinstitutionerne anvender, opfylder ministeriets krav. Det sker med en revisionserklæring udarbejdet af en ekstern revisor på baggrund af en systemrevision hos den enkelte leverandør.
Bekendtgørelsen handler i første omgang om de gymnasiale uddannelser og de almene voksenuddannelser. Bekendtgørelsen udvides senere til også at omfatte erhvervsuddannelserne, når erhvervsuddannelserne i 2016 får frit valg af studieadministrative systemer.