I går præsenterede regeringen sit udspil til en ny gymnasiereform. Udspillet skal ruste de unge til fremtiden og styrke elevernes digitale kompetencer og dannelse.
De gymnasiale uddannelser skal sikre, at danske unge kan begå sig i et demokratisk, digitaliseret samfund. Derfor er der fokus på digital læring i regeringens udspil til en ny reform af de gymnasiale uddannelser.
Det digitale gymnasium handler både om, hvordan it kan spille en aktiv rolle i udvikling af undervisning og læring, men også om hvordan anvendelse af it og data kan spille en større rolle i skolernes løbende kvalitetsudvikling. Derfor er it og data tænkt ind i flere af regeringens forslag til initiativer fx gennem tydelige mål for elevernes digitale kompetencer, digital dannelse som tværgående element i alle fag og udvikling af nye digitale prøveformer.
Derudover foreslår regeringen tre konkrete initiativer, som skal ruste fremtidens gymnasier til optimal anvendelse af it og data:
Erfaringer med it udbredes
Alle skoler skal nyde godt af erfaringer med it og digitale læremidler. Erfaringer fra skoler, som i dag anvender it innovativt og effektivt, vil derfor blive indsamlet, så alle skoler får glæde af de gode erfaringer.
Fælles it-standarder
For at understøtte bedre administration og udveksling af data vil der blive udformet fælles it-standarder. Det gør det muligt, at skolernes digitale platforme, læremidler og administrative systemer kan arbejde sammen.
Dataunderstøttelse
Dataunderstøttelse af elevernes faglige udvikling har ikke tidligere været et fokus-område på de gymnasiale uddannelser. Det foreslås derfor, at der sættes et nyt projekt i gang, som skal kortlægge mulighederne og barriererne for dataunderstøttet læring og løbende feedback til eleverne.
Arbejdet med anvendelse af it og data i undervisningen er forankret i Styrelsen for It og Læring.