7.000 besøgte Danmarks Læringsfestival

Årets Læringsfestival i Bella Centret den 15. og 16. marts bød på den største deltagelse til dato. Ikke mindre end 7.000 deltagere besøgte 209 stande, mens konferencen formidlede ny viden og forskningsresultater om digital dannelse, digital didaktik og dataunderstøttet læring.

Efter en læringsfestival med rekordmange deltagere, kollegaer og udstillere kan vi se tilbage på to fantastiske dage, hvor der har været stort tryk på videndeling, løsninger i praksis og dialog. De første tilbagemeldinger viser stor tilfredshed med arrangementet, og vi får stadigvæk ideer til at gøre det endnu bedre i 2017.

Billedtekst: Udstillingen bød på mange events

Besøgende i udstillingen oplevede et toolcamp område, hvor elever fra 14 kommuner fremviste og konkurrerede om, hvordan de arbejder med fremtidens kompetencer (21st century skills) i praksis, og CFU/UCC viste deres nye satsning på FutureClassroomLab. For de interesserede fortsætter dialogen om toolcamp-konceptet i den tilknyttede facebookgruppe. På udstillingen blev Undervisningsmiddelprisen også uddelt, den gik i år til Suzan Desezar, som vandt prisen med sin videobaserede i-bog ”En la pandilla somos familia”.

Konferencen gav også deltagerne det nyeste inden for brug af digital didaktik, it og læring. Google kom med deres bud på fremtidens behov for kompetencer, og Tor Nørretranders så på den digitale dannelse kontra det hele menneske. Deltagerne kunne også få nyt med hjem om de netop afsluttede demonstrationsskoleforsøg om it-baseret læring, som der både var oplæg om på konferencen og blev fortalt om på Styrelsen for It og Lærings (STIL) stand. Endelig deltog lærerstuderende og undervisere på læreruddannelsen i særligt tilrettelagte konferenceprogrammer.

Festivalen er arrangeret i fællesskab af STIL og CFU Danmark.

Få lidt af stemningen med

Der foregår rigtig meget på Læringsfestivalen. I videoerne nedenfor kan du se stemningsrapporter fra festivalen og ministerens åbningshilsen:

Fakta om årets festival

På festivalen var der i år:

  • 209 stande
  • 71 gratis oplæg
  • 47 foredrag i konferencen.

Læringsfestivalen afholdes næste gang 1. og 2. marts 2017 i Bella Center, København.