Ansøgninger til ungdomsuddannelser kan sendes ind nu

Tirsdag den 1. marts er sidste frist for at sende en ansøgning om optagelse på en ungdomsuddannelse. Ansøgningen skal udfyldes, underskrives og sendes digitalt på optagelse.dk.

Elever i 9.- og 10. klasse kan gå ind og udfylde deres uddannelsesplan på optagelse.dk. Eleven kan udarbejde en beskrivelse af sig selv og angive op til fem uddannelsesønsker. Nu er der åbnet for, at forældrene kan skrive uddannelsesplanen under og sende ind. Sidste frist for ansøgning til en ungdomsuddannelse er 1. marts.

De elever, der går i 9. og 10. klasse, skal bruge deres UNI•Login for at udfylde uddannelsesplanen, mens forældrene skal bruge NemID for at skrive under og sende ind.

Særligt for ansøgere, der har forladt folkeskolen

Elever, der er gået ud af skolen, skal bruge NemID. De kan også bruge deres e-mailadresse, hvis de ikke har NemID. Ansøgere over 18 år skal selv underskrive uddannelsesplanen med NemID.

Hvis ansøgeren er under 18 år, skal både ansøgeren og en forældre/værge skrive under og sende med NemID.

For ansøgere, der er gået ud af 9.- eller 10. klasse, er der ikke ansøgningsfrist til erhvervsuddannelserne. Erhvervsuddannelser kan således søges hele året rundt.

Brugervejledning og hjælp

En brugervejledning til at udfylde uddannelsesplanen, skrive den under og sende ind findes på Optagelse.dk. Nederst på denne side er der også en kontakt til supporten.

I eVejledning kan man få hjælp til at vælge sin ungdomsuddannelse.