STIL har opdaget, at der beklageligvis ved en fejl er blevet medregnet specialklasser ved opgørelsen af folkeskolernes kompetencedækning i skoleåret 2014/2015. Tallene for skolers, kommuners kompetencedækning samt landstallene herfor er nu blevet rettet i ministeriets datavarehus (LIS).
Med de opdaterede tal ændres opgørelsen af andel undervisningstimer for skoleåret 2014/2015, der varetages af undervisere med undervisningskompetence eller tilsvarende kompetencer fra hidtil 80,6 % til 81,6 %. Ændringen påvirker i varierende grad opgørelserne for de skoler (ca. en fjerdedel af landets skoler), der har specialklasser, samt de fleste kommuner.
Styrelsen for It og Læring har udsendt brev til de berørte kommuner, og de opdaterede tal er nu at finde i ministeriets datavarehus (LIS) på www.uddannelsesstatistik.dk.