Sommerens skriftlige prøver i de gymnasiale uddannelser er nu afsluttet. 120 institutioner anvendte Netprøver.dk til digital afvikling af de skriftlige prøver.
Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling er i fuld gang med at digitalisere afviklingen af de skriftlige prøver ved de gymnasiale uddannelser. Første version af it-systemet Netprøver.dk har siden den 23. maj 2016 driftssikkert taget imod elevernes besvarelser i dansk, engelsk og en række andre fag.
Det primære formål med Netprøver.dk er en effektivisering af prøveafviklingen, så de papir-relaterede, manuelle arbejdsgange afskaffes, samtidig med at brugeroplevelsen hos både elever, institutioner og censorer optimeres. Formanden for it-udvalget i Danske Gymnasier udtrykker tilfredshed med netprøver.dk og det konstruktive samarbejde om projektet mellem ministeriet, lederforeningerne og institutionerne.
Opgavebesvarelserne modtages af Netprøver.dk, hvorfra der gennemføres automatisk virustjek og plagiatkontrol af besvarelserne. Dagen efter at besvarelserne er afleveret af eleverne, kan censorerne logge på systemet og begynde deres bedømmelse af elevernes besvarelser. Plagiatkontrollen hjælper censorer og institutioner med at opdage og vurdere om en elev har snydt ved for eksempel at kopiere svar og analyser fra internettet.
Til næste år, ved sommereksamen 2017, indfaser ministeriet den fulde løsning af Netprøver.dk. Det indebærer, at opgavesættene i de fleste fag bliver digitale, så eleven kan logge på Netprøver.dk ved eksamensbordet, og på den måde have adgang til alle de nødvendige materialer. Desuden bliver censorernes karaktergivning også overført til de elevadministrative systemer, hvor eksamensbeviser dannes. Dermed er alle processer ved eksamensafviklingen blevet digitale.
Alle fag vil først være en del af Netprøver.dk fra sommer 2018 og eventuelt lidt senere, idet nogle fag giver særlige udfordringer i forhold til en digitalisering af prøveafviklingen. Det drejer sig for eksempel om fag som matematik, hvor der som en del af den skriftlige prøve afholdes delprøve uden hjælpemidler.
Netprøver.dk udvikles i et samarbejde med Styrelsen for It og Læring (STIL) og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK). Projektet er blevet risikovurderet af Statens It-projektråd i 2014 og indgår som et af de statslige it-projekter, rådet afrapporterer status for hvert halve år. Den tekniske udvikling af Netprøver.dk foretages af CGI, som er leverandør på STIL’s rammeaftale for indberetnings- og portalløsninger.
Titel: Specialkonsulent
E-mail: Heini.Laursen@stil.dk
Telefon: +45 35 87 88 54