Ny kampagne skal sætte øget fokus på it-sikkerhed på ungdoms- og voksenuddannelser. Kampagnen kører på de sociale medier og skal oplyse eleverne om, at det kan være strafbart at bryde it-sikkerheden på skolerne.
Det kan give en plettet straffeattest og fængselsstraf at ændre, angribe eller misbruge data i skolernes it-systemer, lige meget, hvordan det gøres. Det er hovedbudskabet i den it-sikkerheds kampagne, som Styrelsen for It og Læring lancerer i dag til elever på ungdoms- og voksenuddannelser. Kampagnen kommer i kølvandet på sager i Odense og Aalborg, hvor elever havde slettet fravær i skolens it-system ved at aflure og misbruge en lærers loginoplysninger. Efterfølgende er flere af de involverede elever blevet idømt betingede fængselsstraffe.
Ikke alle unge ved, at det kan være strafbart at ændre data i it-systemerne, da de snarere sammenligner det med andre drengestreger. Derfor har kampagnen en fiktiv hovedperson, Allan, som ofte kommer galt afsted. Men alle de dumme ting, Allan gør, er alle harmløse i sammenligning med de situationer, hvor Allan angriber, ændrer og misbruger data i skolens it-system. Det er nemlig strafbart og får derfor store konsekvenser for Allan.
Kampagnen kører viralt på de sociale medier såsom YouTube og Facebook og suppleres af plakater på uddannelsesinstitutionerne.