Styrelsen for It og Læring har i dag offentliggjort tal for grundskolepersonale på skole-, kommune- og landsniveau i ministeriets datavarehus for grundskolen. Offentliggørelsen er tilgængelig i tre rapporter: En rapport, hvori det er muligt at se antal, køns- og aldersfordeling på udvalgte personaletyper. I rapport nummer to opgøres andelen af den tid, som udvalgte personaletyper benytter sammen med eleverne på skolerne. I rapport nummer tre opgøres en række ressourceindikatorer: Undervisningsressourcer pr. elev, elev/lærer-ratio samt elev/personale-ratio.
Styrelsen for It og Læring indsamler hvert år en række data om personalet i grundskolen, herunder fordelingen af lærernes arbejdstid på undervisning og øvrig tid med eleverne. På baggrund af de indsamlede data er det muligt at beregne, hvor stor en del af lærernes samlede arbejdstid, der anvendes sammen med eleverne. Data offentliggøres i Datavarehuset for grundskolen på skole-, kommune- og landsniveau.
Det fremgår således bl.a., som det også tidligere har været offentliggjort, at 48,1 pct. af folkeskolelærernes planlagte arbejdstid blev planlagt anvendt sammen med eleverne i skoleåret 2014/2015. Hvor de tidligere opgørelser af lærernes undervisningsandel har fokuseret mere snævert på den del af lærernes arbejdstid, som blev anvendt på den fagopdelte undervisning, fokuseres nu mere bredt på lærernes samlede tid med eleverne, herunder fagopdelt undervisning, understøttende undervisning og øvrig tid med eleverne, fx pauser, elevsamtaler osv. Det betyder også, at opgørelserne for skoleåret 2014/15 vanskeligt kan sammenlignes med tidligere opgørelser af undervisningsandelen. Af samme grund anvender rapporten ikke termen ’undervisningsandel’, for så vidt angår skoleåret 2014/15, men opgør i stedet lærernes ’tid med eleverne’.
Titel: Chefkonsulent
E-mail: rasmus.schulte.pallesen@stil.dk
Telefon: +45 35 87 88 08