Digitale redskaber kan give lærerne vigtig information om elevernes egen oplevelse af at være inkluderet fagligt og socialt. Det viser demonstrationsskoleforsøget ”Inklusion og differentiering i digitale læringsmiljøer”, hvor lærere har arbejdet med det digitale feedbackredskab ’Elevbaro’.
I demonstrationsskoleforsøget ”Inklusion og differentiering i digitale læringsmiljøer” har fokus været på at afprøve mulighederne med digitale læse- og skriveteknologier og digitale feedbackredskaber.
Digitale læse- og skriveteknologier (LST) og et digitalt elevfeedbackredskab ’Elevbaro’ har været omdrejningspunkt for demonstrationsskoleforsøget ’Inklusion og differentiering i digitale læringsmiljøer’. Her har lærere afprøvet mulighederne for, at alle elever bruger LST i alle fag. De deltagende skoler har integreret denne tilgang og lærerne oplever, at de nye redskaber ligestiller eleverne og øger elevernes selvstændighed i undervisningen.
”Det er let at indsamle data, og lærerne giver også udtryk for, at det er overskueligt at aflæse data, men det kræver en forandret praksis at reagere på data og træffe nye didaktiske beslutninger på baggrund af data,” siger projektleder og seniorforsker Stefan Ting Graf fra Center for Anvendt Skoleforskning på professionshøjskolen UC Lillebælt om projektets arbejde med elevbarometeret.
Erfaringerne med ’Elevbaro’ og andre digitale feedbackredskaber viser, at de kan hjælpe læreren til at få øje på nye muligheder for differentiering og inklusion i undervisningen. Dog kan og skal det ikke erstatte lærerens konkrete evaluering og samtale med den enkelte elev.
Om demonstrationsskoleforsøgene
28 skoler har deltaget i fem store demonstrationsskoleforsøg, der blev igangsat i perioden 2013-2015. De fem forsøg er gennemført af Aalborg og Aarhus Universitet i samarbejde med alle landets professionshøjskoler. Formålet med demonstrationsskoleforsøgene har været at opnå praksisorienteret viden om, hvordan it kan understøtte elevernes læring og omfordele undervisningstid til fordel for mere læring.
Demonstrationsskoleforsøgene er en del af indsatsen for øget anvendelse af it i folkeskolen, hvor der er afsat 500 millioner kroner i perioden 2012-2017.
Titel: Fuldmægtig
E-mail: celia.arnesen@stil.dk
Telefon: 35878842