Mediepatruljer på landets skoler kan være med til at gøre eleverne mere selvkørende i forhold til it og teknologi. Fire skoler har arbejdet med mediepatruljekonceptet i forbindelse med demonstrationsskoleforsøget ”It i den innovative skole – nye organisationsformer, nye kompetencer i det 21. århundrede”.
I det ene ud af i alt fem demonstrationsskoleforsøg har fire skoler arbejdet med mediepatruljer. Mediepatruljerne består af teknologimindede elever, som bliver uddannet til eksperter inden for it og teknologi. De kan så hjælpe andre elever og lærere med at bruge it og teknologi i undervisning. Det har givet skolerne gode erfaringer at være en del af demonstrationsskoleforsøget ’It i den innovative skole’, og på en af skolerne har det givet anledning til udvikling af andre typer af elev-bårne patruljer.
”Der tegner sig et billede af, at mediepatruljen havde størst funktion i indskolingen og til dels på mellemtrinnet i undervisningen, fordi eleverne bliver mere selvkørende på it-området, jo ældre de er,” siger projektleder lektor Charlotte Krog Skott fra professionshøjskolen UCC.
Resultaterne fra demonstrationsskoleforsøget ’It i den innovative skole’ viser, at arbejdet med mediepatruljekonceptet giver skolerne mulighed for at sammensætte stærke og svage elever. De udvikler formidlingskompetencer, og det kan samtidigt være med til at give eleverne mere selvtillid, da skolerne har oplevet, at det er prestigefyldt at blive udvalgt. Derfor er skolerne glade for mediepatruljekonceptet.
Erfaringerne fra forsøget er samlet i inspirationskataloget, som Danmarks Evalue-ringsinstitut har udarbejdet om demonstrationsskoleforsøgenes resultater. Her fortæller lærerne om udbyttet med mediepatruljerne og de muligheder, det giver at bruge mediepatruljer i skolen.
Om demonstrationsskoleforsøgene
28 skoler har deltaget i fem store demonstrationsskoleforsøg, der blev igangsat i perioden 2013-2015. De fem forsøg er gennemført af Aalborg og Aarhus Universiteter i samarbejde med alle landets professionshøjskoler. Formålet med demonstrationsskoleforsøgene har været at opnå praksisorienteret viden om, hvordan it kan understøtte elevernes læring og omfordele undervisningstid til fordel for mere læring.
Demonstrationsskoleforsøgene er en del af indsatsen for øget anvendelse af it i folkeskolen, hvor der er afsat 500 millioner kroner i perioden 2012-2017.
Titel: Fuldmægtig
E-mail: celia.arnesen@stil.dk
Telefon: 35878842