Integration af it i undervisningen kan understøttes af fagteams

En god forudsætning for en bedre integration af it-fagdidaktik er prioriteringen af fagteams. De innovative forløb med it kan deles blandt lærere, og diskussioner tæt på det givne fag er en fordel, da det gør drøftelserne konkrete.

På den måde kan de faglige teams blive et sted, hvor lærerne forbereder, gennemfører, evaluerer og videreudvikler deres integration af it i undervisningen blandt andet.

Udvikling af undervisningsforløb i tæt samarbejde med kolleger giver bedre mulighed for integration af it og innovativ undervisning. Sparring og input fra faglige og it-didaktiske eksperter bliver en løftestang i fagteams lokale kompetenceudvikling.

”I projektet har fagteams fungeret som centrum for pædagogisk udvikling, men det er en udfordring at udvikle fagteams fra et rent praktisk samarbejde i en mere udviklingsorienteret retning” siger projektleder Marianne Georgsen, ph.d. og centerleder ved professionshøjskolen VIA UC.

Projektets resultater peger også på, at der bør være et stærkt fokus på organisering og på at sikre deltagelse, så lærere, ledere og vejledere anvender arbejds- og forberedelsestid i fællesskab, når der etableres nye projekter og udviklingsindsatser.'

Om demonstrationsskoleforsøgene

28 skoler har deltaget i fem store demonstrationsskoleforsøg, der blev igangsat i perioden 2013-2015. De fem forsøg er gennemført af Aalborg og Aarhus Universiteter i samarbejde med alle landets professionshøjskoler. Formålet med demonstrationsskoleforsøgene har været at opnå praksisorienteret viden om, hvordan it kan understøtte elevernes læring og omfordele undervisningstid til fordel for mere læring.

Demonstrationsskoleforsøgene er en del af indsatsen for øget anvendelse af it i folkeskolen, hvor der er afsat 500 millioner kroner i perioden 2012-2017.