Over 8.000 var samlet om fremtidens kompetencer på Danmarks Læringsfestival

Læringsfestivalen i Bella Center var igen i år velbesøgt. I alt deltog over 8.000 professionelle og engagerede fagfolk fra hele landet.

Temaet for årets konference var ”Fremtidens kompetencer”. Forskere, praktikere og keynotes fra Danmark, USA og England kom med perspektiver på dette. Over 2.000 deltagere var med til årets konference, som var opdelt i spor for hele uddannelsessektoren. Udstillingen bestod af forlag og producenter, der udstillede analoge og digitale læremidler, bøger, digitale platforme, indretningsdesigns med mere. Desuden var der som noget nyt hands on workshops til dagtilbud, der styrkede udfoldelse af viden i praksis.

Udover de 240 stande, der formidlede egne produkter, var et af udstillingens trækplastre C.R.A.F.T.-standen, hvor udvalgte elev-teams præsenterede teknologiske innovationer. Under navnet ”På sporet af den gode udvikling” var et område af udstillingen dedikeret til at formidle erfaringer med pædagogiske udviklingsprojekter. Også Undervisningsministeriet var repræsenteret med en stand. Her stod blandt andre Undervisningsministeren til rådighed på læringsfestivalens første dag. Ministeren åbnede læringsfestivalen med en velkomsttale, der satte fokus på børn og unges trivsel og på fremtidens kompetencer, der bl.a. handler om at være nysgerrig og turde eksperimentere. Efter åbningstalen besøgte Merete Riisager festivalens udstilling, hvor hun blandet andet besøgte eleverne på C.R.A.F.T.-standen.

Tak til alle deltagere for at gøre Læringsfestivalen 2017 levende, lærerig og inspirerende. Vi glæder os til at se jer igen den 6.-7. marts 2018.

Læs mere

Kontakt