De fleste danske børn og unge oplever, at de har styr på deres færden på nettet. Men selvsikkerheden hænger ikke nødvendigvis sammen med viden eller bekymring om datasikkerhed, viser en undersøgelse. Derfor skal en ny kampagne fra Undervisningsministeriet styrke de unges viden om data, så deres oplysninger ikke bliver misbrugt.
76 procent af de unge mellem 12 og 25 år vurderer, at de har kontrol over oplysninger, de deler på nettet. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Epinion for Undervisningsministeriet. Den digitale selvsikkerhed er dog ikke helt velbegrundet. For eksempel svarer mere end fire ud af ti unge i undersøgelsen, at de enten ikke kender indholdet i eller slet ikke har hørt om regler og lovgivning, der kan beskytte dem på internettet og sociale medier. Samtidig svarer halvdelen, at de enten ikke ved eller ikke bekymrer sig om, at de efterlader digitale spor på nettet, som eksempelvis virksomheder kan bruge.
Derfor lancerer Undervisningsministeriet i dag kampagnen Mind Me – Mit liv, mine data. Den skal styrke de unges viden og bevidsthed om mulige faldgruber ved adfærd på internettet og sociale medier.
”Digitaliseringen åbner en masse nye døre for de unge, men med mulighederne følger også vigtige dilemmaer om it-sikkerhed, datasikkerhed og -rettigheder. Når de unge træffer digitale valg, skal de kende de mulige konsekvenser ved deres valg – Epinions undersøgelse tyder på, at det desværre ikke altid er tilfældet. Det skal vi have gjort noget ved,” siger undervisningsminister Merete Riisager.
Mind Me-kampagnen er særligt målrettet de 13-19-årige. Den bæres i høj grad af de unge selv, da den blandt andet vil bygge på unges historier og erfaringer med it-sikkerhed gennem en YouTube-konkurrence. Kampagnen vil også involvere film, et nyt kampagne-site (Mindme.stil.dk) og forskellige tiltag på Instagram og YouTube. Formålet er at få de unge til at reflektere over, hvor deres data ender.
Kampagnen går i luften i dag og løber frem til skolernes juleferie.
Se Epinions undersøgelse 'Styrkelse af dataetik og it-sikkerhed på undervisningsområdet' (pdf)
Titel: Børne- og Undervisningsministeriet
Telefon: +45 22 40 09 30
(Du kan ikke sende sms til pressetelefonen)