Det handlede om kreativitet, samarbejde, problemløsning, innovation og vedholdenhed, da elever fra hele landet dystede om den eftertragtede titel som ”Danmarksmester i Digitale Skills” på Danmarks Læringsfestival.
Efter en hektisk dag med pulsen oppe i det røde felt blev vinderne af DM i digitale skills kåret.
17 finalist-elevteams pitchede kreative løsninger, hvor it og innovation løste en række problemer, de ønskede at gøre noget ved. De 17 finalister er sluppet igennem nåleøjet gennem en række kommunale lokale finaler, hvor op mod 10.000 elever har deltaget i DM konkurrencen på landsplan.
Det har været imponerende at se de mange ideer og løsningsforslag, som eleverne har leveret. Løsningerne spændte fra nære problemer, som skrald i nærmiljøet til samfundsmæssige udfordringer, hvor en app skulle hjælpe ensomme og syge ældre. Eleverne demonstrerede generelt stor empati over for mennesker i problemer, og de kom både med forslag til løsninger for langtidssyge børn, der ikke kan komme i skole til hjælp af hjemløse.
Mange af projekterne tog dog udgangspunkt i FNs 17 verdensmål om fx CO2 reduktion og at mindske presset på verdens ressourceforbrug. Det er tydeligt, at eleverne er meget bevidste om disse udfordringer og meget interesserede i, hvordan it og innovation kan levere løsningerne.
Vinderen af DM digitale skills blev gruppen Vandkraft fra København, som fremlagde et projekt, der skal installere regnvandsturbiner i alt fra nedløbsrør i parcelhuse, etagebyggerier og sågar på Amager Bakke.