Skoleelevernes kreative innovation med it er omdrejningspunktet til DM-finalen i digitale skills. Finalen afvikles i år på CRAFT-standen på Danmarks Læringsfestival 2020 den 4. og 5. marts i Bella Center.
Standen vil begge dage være proppet med elever, der arbejder kreativt med it, samarbejde, problemløsning og innovation. Selve konkurrencen afholdes den 4. marts. Samtidig kan lærere, pædagoger og skoleledere hente inspiration til, hvordan teknologiforståelse kan se ud i praksis.
Det bliver nogle spændende dage med fokus på løsning af problemer fra den virkelige verden. Det bliver også et særligt spændende år på CRAFT-standen, da der uddeles en helt ny bæredygtighedspris.
Klima og bæredygtighed har stor politisk bevågenhed, og der tænkes bæredygtighed ind i mange af vores daglige opgaveløsninger. De mange elever på tværs af landet, der deltager i CRAFT (Creating Really Advanced Future Thinkers), skal også lære at arbejde målrettet og innovativt med bæredygtighed. Derfor vil der, som noget helt nyt i 2020, blive uddelt en pris for arbejdet med cases med fokus på bæredygtighed i forbindelse med konkurrencen.
Udover at samle elever fra hele Danmark danner CRAFT-standen også rammen om de nordiske mesterskaber i CRAFT. Her har hold på tværs af de nordiske lande arbejdet med CRAFT og eTwinning.
Den 22. januar 2020 er Nordic CRAFT vært for en event i BETT Arena i London. Styrelsen for It og Læring arrangerer eventen i samarbejde med de øvrige nordiske lande – Norge, Sverige og Finland - hvor den danske CRAFT model bliver iføret nordiske klæder og sætter fokus på innovation i undervisningen på tværs af fag og landegrænser.
Titel: Specialkonsulent
E-mail: rikke.dahl@stil.dk
Telefon: +45 35 87 82 13