Praktik+ skal udfases, da systemet er teknologisk forældet. Det erstattes af Praktikpladsen.dk.
Praktik+ lukker d. 1. juli 2022, når centrale funktioner i Praktik+ er overgået til Praktikpladsen.dk.
Praktikpladsen.dk understøtter allerede søgning efter læresteder og oplysninger om læresteders godkendelser og aftaler. Senest d. 1. april 2022 lancerer STIL de sidste udvidelser af Praktikpladsen.dk, der skal erstatte de øvrige dele af Praktik+. Dette omfatter registrering af noter og kontaktpersoner fra kontakt med et lærested. Registreringerne knyttes til lærestedet og kan mærkes med uddannelser og projekter og vil kunne deles med andre aktører i det opsøgende arbejde.
STIL arbejder på en løsning til at overføre eksisterende data fra Praktik+ til Praktikpladsen.dk. Inden årsskiftet 2021/2022 vil STIL melde ud, præcis hvilke data der overføres og hvordan.
Et centralt formål med at flytte funktioner til Praktikpladsen.dk er at skabe mere brugervenlig funktionalitet. Derudover giver det mulighed for at videreudvikle it-understøttelsen af det lærepladsopsøgende arbejde. I 2022 udvides løsningen således med data fra AUB om antal faglærte medarbejdere i virksomheden fordelt på uddannelse. Senere kommer også nye, dagsaktuelle nøgletal i Praktikpladsen.dk.
På baggrund af brugerundersøgelser og som følge af en nødvendig prioritering af ressourcer har STIL besluttet, at integration til Outlook og ressourceadministration ikke vil være en del af den nye funktionalitet i Praktikpladsen.dk. Løsningen vil heller ikke rumme data eller funktionalitet til AMU- og VEU-området.
Titel: Chefkonsulent
E-mail: tommy.ravn.jensen@stil.dk
Telefon: +45 29 46 54 39