Første etape af moderniseringen af Institutionsregistret er nu gennemført. Målet er at gøre det lettere for bl.a. institutionerne selv, kommuner og virksomheder i sektoren at finde de oplysninger, de har brug for. Samtidig bliver registret gjort klar til at håndtere omlægningen af Institutionsregistret som følge af den nye erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse (epx).
Med moderniseringen af Institutionsregistret er det blevet hurtigere og nemmere for brugerne at orientere sig og finde det, de skal bruge, som fx CVR-oplysninger, adresse eller institutionsstruktur. Det gælder både for registrets grænseflade og i dataudtræk. Styrelsen for It og Læring har sammen med brugerne arbejdet på at gøre det tydeligt og nemt at navigere imellem relaterede institutioner.
Brugerne af Institutionsregistret tæller bl.a. institutionerne selv, kommuner og mange af ministeriets egne medarbejdere, som har efterspurgt forbedringerne for at lette deres arbejde. Forbedringerne er derfor udviklet i tæt samspil med brugere, som har bidraget i processen gennem interviews og test af prototyper.
Moderniseringen vil også styrke datakvaliteten i Institutionsregistret ved, at data gøres entydige og konsistente på tværs af systemer, at der er klare begreber og faste valideringsregler, og at registreringerne understøttes af en styrket datagovernance med tydelige roller, ansvar og kontroller. Det giver et mere opdateret og entydigt datagrundlag for institutioner og afdelinger samt en forbedret datakvalitet og dermed et stærkere grundlag for beslutninger.
Når datakvaliteten er vigtig, skyldes det bl.a., at mere end 50 systemer trækker på data fra Institutionsregistret, som er undervisningsområdets svar på ’CVR-registeret’. Institutionsregistret indeholder nemlig ‘stamdata’, som er grundlæggende på tværs af fx grundskole og ungdomsuddannelser mv., og som derfor også står centralt i ministeriets strategiske arbejde med data.
I 2030 forventes det første hold elever at begynde på den nye 2-årige erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse (epx). Moderniseringen af Institutionsregistret er med til at sikre, at epx så smidigt som muligt bliver en integreret del af Styrelsen for It og Lærings systemer, herunder Institutionsregistret.
Næste etape af moderniseringen omfatter bl.a. arbejdet med en ny datamodel, som er den fælles “tegning” af, hvilke oplysninger registret har om institutioner, og hvordan de hænger sammen. Datamodellen bruges som grundlag for databaser, integrationer og rapportering, så alle arbejder ud fra samme forståelse af Institutionsregisterets data.
E-mail: stil@stil.dk
Telefon: +45 33 92 50 00