Hop til indhold

En af styrelsens kerneopgaver er at udvikle og drifte ministeriets test- og prøvesystemer, herunder Netprøver.dk. Netprøver.dk er et digitalt prøveafviklingssystem, der benyttes på de gymnasiale uddannelser ved alle centralt stillede skriftlige prøver og større skriftlige opgaver. Der er 225 gymnasiale undervisningsinstitutioner, hvor elever og kursister anvender Netprøver ved de skriftlige prøver.

Hertil supporterer vi alle brugere af Netprøver, som fx prøveansvarlige, lærere og censorer på landets ungdomsuddannelser. Samspillet mellem de medarbejdere, der drifter Netprøver, og de, der supporterer, er vigtigt for at sikre god udvikling og drift af Netprøver som produkt. 



Tværgående samarbejde er vejen frem

Til dagligt er det medarbejderne i produktteamet i Kontor for Test, Prøver og Support, som udvikler og drifter Netprøver.dk. En af medarbejderne i produktteamet er Sabrina, der er forretningsanalytiker. 

I samspil med Supportteamet, får de i Sabrinas team designet de bedste løsninger for brugerne, ved bl.a. at benytte data fra vores support til at forbedre produkterne og sørge for endnu smidigere prøveafvikling.

”Det bedste ved at arbejde i Produktteamet, og især med Netprøver, er, at jeg kommer til at være i tæt kontakt med Supporten, og på den måde for et indblik i hvordan slutbrugerne har det med systemet” – Sabrina, Kontor for Test, Prøver og Support.

Vi lykkes, når brugerne lykkes

Niels er fuldmægtig i supportteamet og supporterer bl.a. Netprøver. 

Om brugernes input til vores forbedring af produkterne, tilføjer Niels, at prøveansvarlige og andre brugere ofte har travlt på selve prøvedagen, og det er derfor essentielt, at Supporten kan prioritere relevante produkter de dage, hvor vi ved, at der er mange, der benytter produkterne: 

”Vi kan i 9 ud af 10 tilfælde hjælpe dem. Og det er dejligt.” Niels, Kontor for Test, Prøver og Support. 

Sidst opdateret: 14. august 2024