Velkommen til et nyt skoleår og nye færdighedstest

Når skolen åbner efter sommerferien, bliver eleverne de første til at gennemføre Folkeskolens Nationale Færdighedstest. Testene skal give lærerne et tidligt indblik i elevernes faglige styrker og udfordringer, så de får et bedre grundlag for at planlægge undervisningen allerede fra begyndelsen af skoleåret.

Der er blevet lyttet til lærere og elever, som har været tæt inddraget i udviklingen af Folkeskolens Nationale Færdighedstest. Omkring 37.000 elever har afprøvet testopgaver i forbindelse med Folkeskolens Nationale Færdighedstest, som erstatter Folkeskolens Nationale Overgangstest. 

Folkeskolens Nationale Færdighedstest er obligatoriske test i læsefærdigheder og matematiske færdigheder gennem elevernes skoleforløb. De nye test fokuserer på helt centrale færdigheder for elevers skolegang, som er afgørende for elevernes læring i andre fag.

De nye Folkeskolens Nationale Færdighedstest:

  • består af digitale, selvrettende tests
  • er opbygget som lineære test, hvor alle elever møder det samme opgavesæt og opgaver i den samme rækkefølge – men et nyt opgavesæt hvert skoleår
  • skal give lærerne et tidligt indblik i elevernes faglige styrker og udfordringer, så undervisningen kan tilrettelægges med afsæt i elevernes faglige potentialer og behov fra starten af skoleåret
  • skal gennemføres i uge 36 og 37 (læsning) samt uge 38 og 39 (tal, regnestrategier og algebra).

Udviklet sammen med lærere og elever

Den nye færdighedstest er udviklet af Styrelsen for It og Læring og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet med inddragelse af elever, lærere, praktikere og eksperter. 

Lærere har været inddraget i udviklingen af de nye test via interviews for at sikre, at testene er pædagogisk anvendelige. Lærerne har også været inddraget i test af prototyper af de nye resultatvisninger for at sikre, at visningerne understøtter den faglige opfølgning på en måde, der både er faglig korrekt og overskuelig for lærerne.

Nogle af de lærere, som har været inddraget, siger følgende:
”Det virker noget mere brugbart end det tidligere. Der er flere detaljegrader og jeg kan se helt ned på elevniveau, men samtidig få overblik over klassen. Det er nemt og lynhurtigt brugbart i klasseundervisningen.” – Lærer i dansk på 25. år. 

”Det er fedt, at man får så meget viden så hurtigt som muligt ude på forsiden (af resultatvisningerne red.), og så kan man klikke videre rundt, hvis man har mere tid og er nysgerrig.” – Lærer i matematik på 10. år.

En del af en politisk aftale

De nye test blev besluttet som del af den politiske aftale fra efteråret 2021 om et nyt evaluerings- og bedømmelsessystem, der også rummer de iværksatte sprogvurderinger i børnehaveklassen og screening for læsevanskeligheder i 1. klasse.
Elevernes digitale evalueringsrejse gennem folkeskolen

Elevernes digitale evalueringsrejse gennem folkeskolen omfatter nu:

  • sprogvurdering for elever i børnehaveklassen
  • screening for læsevanskeligheder for elever i 1. klasse
  • Folkeskolens Nationale Færdighedstest for elever i 2.-8. klasse
  • Ordblindetest for elever i 3.-10. klasse, som det er relevant for.
  • Folkeskolens afgangsprøver for elever i 9. og 10. klasse.

Webinarer 11. og 12. august 2026

Læs mere om de nye færdighedstest og se tilmelding til webinarer målrettet lærere - og evt. skoleledere og medarbejdere i forvaltningen, som er interesserede i det faglige indhold og den praktiske afvikling. 

Kontakt