Maya er systemudvikler i Kontor for Centrale Uddannelsesregistre. Hun er tilknyttet det team, der bl.a. er ansvarlig for de systemer, der opbevarer karakterer og eksamensbeviser og sørger for de er tilgængelige, når de studerende søger ind på en videregående uddannelse.
”Jeg søgte stillingen i Styrelsen for It og Læring, fordi jeg gerne ville have et arbejde, hvor jeg kunne være med til at gøre en forskel. Så det er enormt tilfredsstillende for mig at se, hvordan mit team hvert år sidder i eksamensperioderne og sørger for skolernes indberetningen af elevernes eksamenskarakterer og beviser til vores arkiv går godt og hjælper til, hvis der er behov for det."
Gør en forskel
For Maya er arbejdsdagene og samarbejdet i Styrelsen for It og Læring præget af et fælles ønske om at gøre en forskel for slutbrugeren.
"Mine kolleger her i Styrelsen for It og Læring er engagerede i det, de laver. De giver den gerne en ekstra skalle for at gøre hverdagen lidt nemmere for alle, der er i uddannelsessystemet, og det kan ses på de produkter, vi leverer."
Høj teknologisk frihed i en agil hverdag
Hun blev ansat i Styrelsen for It og Læring i 2018 og kom fra en stilling i det private. Modsat fordomme om hvordan folk tror det er at arbejde på en offentlig arbejdsplads, oplever hun høj teknologisk frihed i en agil hverdag.
”Da jeg var ansat i det private, hørte jeg ofte, at det går langsomt og er lidt "firkantet" i det offentlige - men det er slet ikke min oplevelse i Styrelsen for It og Læring. Jeg oplever, at der udvikles efter agile principper, og vi bruger nye og tidssvarende teknologier,” siger hun og tilføjer:
Jeg oplever stor teknisk frihed: Hvis der er behov for nye teknologiske tiltag, bliver vi som udviklere lyttet til.
- Maya